Om samarbejdet
Spillets overordnede koncept udvikles i samarbejde mellem spilinstruktør, spildesigner og projektleder samt Art Director og lead-spilprogrammør.
Det overordnede koncept indeholder beslutninger om tema og handling, genre, platform, principper for interaktion og spillogik, æstetiske principper for spilunivers og karakterer samt produktionsplaner.
Herefter er det spilinstruktørens opgave at sørge for udførelsen af den overordnede idé. Spilinstruktøren har ansvaret for spillets helhed og udfører sit arbejde i dialog med de øvrige medvirkende ved at lytte til deres idéer og synspunkter og tilpasse det en samlet spiloplevelse. Spilinstruktørens beslutninger træffes i samråd med spildesigneren, hvis ansvar det er at have et analytisk øje på udviklingen af spillets gameplay og spilmekanikker. Hensyntagen til spillets gameplay gennemsyrer alle beslutninger og instruktioner fra spilinstruktørens side samt alle beslutninger, der efterfølgende træffes af Art Director, animator, audiodesigner, CG Artist, leveldesigner og spilprogrammør.
Efter den indledende idéudviklingsfase – præproduktionen – er det projektlederens opgave at konkretisere de produktionsmæssige rammer i form af en produktionsplan og en formalisering af produktionens arbejdsformer. Projektlederen har det overordnede ansvar for overholdelse af produktionsplanen og for at træffe de nødvendige afgørelser for, at produktionsprocessen kører som den skal inden for de givne rammer. Projektlederen arbejder tæt sammen med spilinstruktøren såvel som spildesigneren og de øvrige leads og reviderer konstant produktionsplanen i forhold til, hvordan det konkrete arbejde udvikler sig.
Bemærk at det er vigtigt at gennemføre produktionen på en sådan måde, at alle får størst muligt udbytte af samarbejdet i forhold til uddannelse og kompetence. Det er erfaringen i at samarbejde og indsigten i computerspilsproduktion, der anses for det vigtigste udbytte af fællesproduktionerne.